top of page

Hanhund eller tæve?

De fleste tror, at tæverne er nemmere at opdrage end hannerne, er mindre dominerende osv.

Det er ikke sandt - de kræver ens opdragelse! Så her vil vi gøre lidt "reklame for hanhunden:
Her er vores mening om forskellen og hvorfor du skal vælge en HAN - lidt groft sagt:  Kig lige på billederne herhunder, hvis du er i stadig er i tvivl om du skal vælge en han eller tæve - så læs videre her

Hanhunden er lidt mere “naiv” og man får lidt mere hund for pengene. Altså en “familie-futte-hund” til de aktive med lidt større børn.

 

Tæven er absolut ikke stillle og kedelig, men er knap så “naiv”.Tæven er måske lidt mere rolig - især forbindelse med løbetiden. Til førstegangs-hundeejere, familer med børn under 6 år, eller til dem der ønsker en mere rolig hund, anbefaler vi en tæve. 

 

MEN lad det være sagt med det samme: Hanhund og tæve kræver lige meget konsekvens og opdragelse. Begge kan, hvis de får lov, løbe om hjørner med dig og udvikle “en selektiv hørelse :o)”

 

Vi selv har valgt tæver fordi vi avler, og fordi det er krævende, at have hanner sammen med tæver i løbetider. Vi altid vælger de bedste og mest optimale hanner til parringen – fra opdrættere med han-hundespeciale.
Vi ville dog MEGET gerne have en Golden HAN, men vi har besluttet, at vores 6 dejlige tæver er nok - og der er alligevel ikke mere plads i sofaen.  

 

Læs selv om hanhunde. Mange er tilbøjlige til at vælge en tæve, fordi de ved for lidt om hanner, og måske forestiller sig noget, der ikke passer med virkeligheden. Derfor har vi bedt nogle af VORES HANHUNDE købere beskrive netop deres hanhund:

 

Du kan læse nogle hanhunde-beskrivelser nedenfor:

 

hanhund eller tæve

COSMO

Da vi for godt 5 år siden kontaktede Newluck i håb om at få lov at købe en Golden Retriever hvalp, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle have en tæve. Dels havde vi begge i vores barndom haft flere hunde, som alle havde været tæver, og dels havde vi haft 2 dejlige tæver i vores fælles liv.

 

Da vi blev spurgt om, hvorfor vi ikke ville have en hanhund, var vi enige om, at det skulle vi ikke, fordi hanhunde strejfede, de ”jumbede” op af folk, og de var mere aggressive overfor andre hanhunde. Det mente vi i hvert fald dengang. Så blev vi præsenteret for Newlucks hjemmeside, med beskrivelser af tidligere hvalpekøberes gode erfaringer med hanhunde. Og efter mange flere spørgsmål til Winnie og Henrik om både det ene og det andet besluttede vi os for, at det turde vi godt.

 

Og det har vi IKKE fortrudt ét øjeblik. 

 

I dag har vi Cosmo på snart 5 år. Han er en smuk hanhund med det dejligste maskuline hoved og det blideste sind. Han har været ufattelig nem at opdrage, og det betyder, at han altid er rolig når der kommer nogen på besøg, eller når vi har ham med hos familie og venner. Han blev fra helt lille lige så langsomt vænnet til at være alene hjemme og har aldrig brokket sig eller lavet ulykker.

 

Han kunne ikke drømme om at strejfe, og en dag, hvor han kom uden for synsvidde af vores søn, der var ude at gå med ham på vores mark, løb han hjem og satte sig på trappen og ventede. Han elsker at være, hvor vi er og flytter sig rundt i huset, så han kan være tæt på os hele tiden. Når vi sidder og arbejder ved skrivebordet, skal han helst ligge så nær stolen, at der er fare for, at man kører hans øre over. Han mener bestemt, at alle andre hunde gerne vil lege og har aldrig vist tegn på aggressiv adfærd. En af de rigtig gode ting som yderligere er fulgt med er, at vi slipper for løbetid et par gange om året. 

 

Det skal dertil siges, at når man får en hvalp fra Newluck, har de små fået den bedste start på de første 8 uger i deres liv med maksimal opmærksomhed og kærlighed, som er så vigtigt. 

Det danner uden tvivl grundlaget for et godt temperament, hvad enten man vælger en han eller tæve.

 

Skrevet af COSMOS familie.

 

 

RONALDO

“Hvorom alting er så er HANHUNDE - golden og fra kennel Newluck forstås - en vidunderlig opfindelse: Vores store dejlige maskulint udseende hanhund (Ronaldo blandt venner) er det bedste af alle verdener:

 

- sjov

- mild (og god mod såvel voksne som børn)

- nuttet

- rolig (gør aldrig, ikke engang af postbudet)

- meget knyttet til alle familiens medlemmer

- nem at opdrage (springer ikke op)

- lydig (går ikke op på første sal, og kravler kun op i sofaen hvis vi har været væk for   længe)

- ikke bange for fyrværkeri og andre høje knald (men derimod for støvsuger slanger...)

- kan sagtens være alene hjemme

- socialt anlagt (elsker at være midtpunkt selv når vi har rigtig mange gæster)

- stikker ikke af hjemmefra (selv ikke når avisbuden glemmer at lukke havelågen – sker hver anden dag)

- elsker at gå tur og adlyder sin vores mindste dreng på 9 år

- elsker mad, men kunne ikke drømme om at spise førend der er sagt værsgo! og velkomme! 

- Kommer aldrig i løbetid !!!”

 

Skrevet af Ronaldos familie.

 

BAILEY

“En Golden Retriever HAN, er en godmodig, rolig, sød, klog, kærlig og lærenem hund. HAN er meget knyttet til sine mennesker og strejfer derfor ikke. Alle som kommer ind i vores have eller hus, bliver modtaget af en glad og kælen hund - selv indbrudstyve ville få samme behandling. Vores HAN får mange komplimenter, når vi er på besøg. Folk bemærker straks hvor velopdragen han er. Ved børnefødselsdage og i nytåret, ligger Bailey roligt. Sammen med andre hunde er der aldrig problemer. Bailey har aldrig knurret eller “vist” tænder.

 

Vi håber på en hanhund mere i år - det skal selvfølgelig være en han fra samme gode opdrætter, så hvalpen har fået den bedste start på livet!”

 

Skrevet af BAILEYs familie.

 

MICKEY

“Altså, for det første valgte vi en HAN fordi vi ikke var interesseret i det der med, når tæverne kommer i løbetid, og så var vi bare enige om det skulle være en han. Også fordi vi lod os fortælle, at en han, var meget mere trofast, en tæve ku’ mere virke reseveret. Og vi må indrømme, at vi har en dejlig hanhund, der følger os overalt, og helst skal ha det hele med, om vi så går på toilettet:-). Han er utrolig kælen, legesyg - ja, han er bare en rigtig kramme bjørn.”

 

Skrevet af MICKEYs familie.

 

SIMBA

“HANHUND !! - Det er da klart!!! For det første – er en hanhund mere social. F.eks. hvis den ligger i en dør, og du går hen over den, for at komme ind i et andet rum, kan du altid være sikker på, at den vil rejse sig, og følge efter dig! Eller hvis du sidder inde i stuen, og ser fjernsyn, vil den med garanti komme og lægge sig, på dine fødder.

 

For det andet – den er mere aktiv. En hanhund, er ALTID parat til at lege, gå tur og følger dig overalt, når du vil have det. Racen kan jo godt blive lidt sløve, men en hanhund, vil 100% være den der forbliver mest aktiv. - en hanhund er en ven for livet!”

 

Skrevet af SIMBAs familie.

 

VALDE

Hermed på venlig opfordring nogle positive strofer om vores højtelskede hanhund Valde: Han er en stor smuk og harmonisk dreng på 40 kg.

 

- er rolig og velafballanceret selv nytårsaften.

- er meget venlig og kærlig mod mennesker og dyr.

- er tillige livlig og drøner gerne op og ned ad skråningerne ved Mølleåen.

- er god til selv at styre sin indtagelse af sin mad.

- er ligesom os glad for uopfordret ros fra tilfældige vi møder på vores vej.

- er meget trofast og ligger som et fældet træ ved mine / vores fødder om aftenen.

- er meget glad for andre hunde og er på ingen måde agressiv.

  • er meget ligt gøende, kun når han skal ind fra haven lyder der et vuf 

  • ( og så kan han hyle som en ulv )

- er ikke på nogen måde dominerende med har et kærligt og glad sind.

 

Vi kan på det varmeste anbefale de hanhundegener som muligvis kan gensplejses…”

 

Skrevet af VALDEs familie.

 

VITO

Længe inden min kæreste og jeg blev de lykkelige ejere af verdens dejligste Vito Corleone med den lækre lyse pels, vidste vi, at når vi skulle have en hund, skulle det være en hanhund. Dels fordi vi gerne ville slippe for løbetiden, dels fordi en hunhund sikkert ville prøve at overtale os til at lade den få hvalpe, og dels fordi vi havde hørt, at en hanhund skulle være mest livlig og legesyg.

 

Ikke dominerende: Vito er både livlig og legesyg. Og han er til stor morskab for både os og andre hundeejere, når han slår kåde koldbøtter og springer elegant af sted. Hans bedste ven hedder Nimbus og er en gravhund. Når de leger, ligger Vito sig ned og fægter med benene, mens Nimbus står med forbenene på hans mave. Han er god til at lege med andre hunde og til at aflæse deres signaler, hvilket vi har fået komplimenter for både fra vores hundetræner og andre hundeejere. Opstår der slåskampe, opfører han sig som en udenrigskorrespondent, der på behørig afstand reporterer (læs: gør) fra krigsområdet. Han er ikke specielt dominerende, nærmere stolt. Hvis han finder en dominerende hund mindre stærk end ham selv, bliver han vred og sætter den på plads, men hvis en stærkere hund dominerer ham, bliver han bare stående helt stille og viser først sin vrede, når hunden er blevet fjernet fra hans ryg. Hvis han leger med en hund, og der kommer en tredje hund og vil være med, trækker han sig også lidt afventende i baggrunden. Selvom han er livlig, er han dog ikke utrættelig. Efter en time i Søndermarken, sover han godt og drømmer, så hele hans lille hundekrop vibrerer.

 

Forsigtig men nysgerrig: I virkeligheden er Vito nok en lidt forsigtig hund, som skal se tingene an, uden dog at være sky og samtidig med, at han er meget nysgerrig. Han kan sidde og betragte ænderne i Frederiksberg Have i meget lang tid, mens en diskret savlen løber ned ad mundvigen. Han er rolig, både når vi har gæster, og når vi tager ham med ud hos andre, bare han kan få lov til at ligge inde under bordet, mens man spiser og han tigger aldrig…. Eller jo lidt gør han, men det er da også kun mærkelige hunde, som ikke kunne finde på det. Fyrværkeri er han overhovedet ikke bange for. Støvsugeren bliver imidlertid aldrig hans ven, og på aftenturen kan han godt blive lidt forskrækket, hvis der pludselig står en forhindring på vores vej (såsom en skraldespand), der ikke plejer at stå der.

 

Let at opdrage: Han er overhovedet ikke svær at opdrage, og vi var meget imponerede over, hvor hurtigt han blev renlig. Til at begynde med havde vi en kattebakke, og det tog nok ikke meget mere end en uge eller to før han havde lært at bruge bakken frem for gulvet. Vi kunne endda tage den med hos andre, og så listede han bare hen, når han skulle… Da han var 3-4 måneder, besluttede han, at nu var han for stor til det pjat og efter et par gange at have stået med forbenene i bakken og bagbenene udenfor, begyndte han at pibe, når han skulle ud, og siden har han ikke tisset indenfor. (Vi bor i lejlighed).

 

Kærlig: Det allerbedste ved Vito er nu, at han er så kærlig. Når vi skal sove lægger han sit hoved på kanten af sengen for at sige godnat, og om morgenen kommer han logrende hen for at blive klappet, og lige nu ligger han her ved siden af skrivebordet og ligner en lille engel, med de sødeste rynker i ansigtet og forpoterne krummet sammen. Den der får en hund som Vito Corleone får et tilbud, man umuligt kan afslå.

 

Skrevet af VITOs familie.

 

NEWLUCK Golden Retriever tæve

Cilja 5 mdr. gammel: Newluck Sea Breeze
Tæve efter Filha&Poblo 2015

bottom of page