Hunde er nemlig ikke legetøj!

De er ikke gående plyshunde som kan klemmes, leges med eller gemmes efter behov. De har følelser, føler angst og usikkerhed, smerte og glæde. Børn tænker ikke sådan, det må de voksne tænke for dem. Børn er ikke egentlig "glade for dyr" som mange forældre stolte forkynder. Børn reagerer henrykt på det gående legetøj med blød pels, fordi det er nyt og spændene.

Af samme grund som større børn synes at alt som bevæger sig automatisk (tog, bil o.s.v.) er toppen.
Børn har ingen forudsætning for at være glade for dyr, fordi det er et dyr. Det må de lære at blive efterhånden. Den tidlige interesse har nok andre årsager. I hvert fald er hunde ikke legetøj for børn, ikke engang store børn. Omsorg og ansvar er ikke børns opgaver, det er det vi voksne må påtage os, til barnet er voksent, og vi har lært omsorg og ansvar overfor dyr, ved forældrenes eksempel. Og med børn mener jeg børn og unge op til 16-17 år.

 

Nogen få kan måske have et ansvar i tidligere alder, men ikke tilstrækkeligt til at have det fulde ansvar for en hund. De har ingen forudsætninger for at kunne have det.  Dette er normalt. Børn vokser op og lærer, og bliver til slut voksne ansvarlige mennesker, forhåbentlig. Sådan er det også i dyrenes verden, og derfor ved voksne at "hvalpe" skal opdrages, og menneskebørn er hvalpe, mens de selv er voksne i opdrager rollen. Dette har ikke noget med rangorden at gøre. Rangorden kommer ind i billedet med køns modning og overgang til voksen alder. Hvalpe er aldrig underlagt noget rangordensregime, hvalpe er hvalpe og er flokkens fælles kærlige ansvar.

 

Flokkens LEDER er altid leder for alle sammen, men hvalpe har altid en speciel position. De forberedes til rangordensystemet gennem leg og kamp og opfatter, at i bestemte situationer er det mor ellen en anden overordnet som bestemmer. Når de når kønsmoden alder er dette noget som må prøves igennem hvis de ikke har fattet tilstrækkeligt under opvæksten. Familieflokkens "hvalpe" vil for en hund have samme stilling som egne hvalpe, og hunden vil tage sig af dem på samme måde, som om de var hundehvalpe: med omsorg og kærlighed. Og de skal sige fra når "hvalpene" ikke opfører sig som de skal.

 

Når børn vokser, kan overgagen til en anden position forberedes på samme måde som hvalpene forberedes: ved at børnene,når de er store nok til at modtage anvisninger og forstå dem ( og dette kan fra barn til barn, så nogen alder vil jeg ikke engang antyde), i kæleri og leg sammen med hunden på gulvet får den en ligestilling, og ved at stryge og klø den på maven får den til at blotte maveregionen. Sådan viser hundemoderen hvem som egentlig har overtaget, venligt og rart. Sådan skal vi også gøre det.

 

En anden ting børn kan gøre efterhånden, er at give hunden mad, på den sædvanlige måde: her er maden: Vent, værsgo! Den som giver hunden mad, er i lederposition. På en rar og venlig måde får hunden dermed forståelse for, at barnet nu er i færd med at blive voksent flokdyr, og har ret til en højere position.

 

Børn er “herskesyge”

Børnenes overgang til højere rang skal aldrig ske ved kommandering, råben, fysisk vold, afstraffelse eller lignende. Hvis bestemt optræden, indgriben i enkelte situationer eller lignende er nødvendigt, så skal dette gøres af flokkens leder, mor eller far, ikke af børnene. Flokkens leder skal hele tiden være den som bestemmer over både barn og hund. Børn er temmelig magtsyge, og kan godt lide at herske og bestemme over en hund, lad dem aldrig få lov til dette, det sætter hunden i en vældig vanskelig stilling, som ret ofte ender med at den ikke mere orker at plages, og svarer igen. Ikke få hunde har måttet lide under børns trang til at være tyran overfor en, som ingen rettigheder har. Lad ikke din hund opleve dette, hold styr på dine børns herskertendenser.

 

 

Men hunde hører med!

Vist skal børn vokse op med hund, under ansvarsfuld overvågning af voksne, og under visse forudsætninger. Børn som vokser naturligt op med hunde, får et naturligt forhold til dem som voksne, og vil til sin tid være gode forældre for barn med hund, o.s.v.
Det barn, som har lært sig at få respekt og kærlighed fra en hund, er et lykkeligt barn. Ingenting i verden er så godt at have, som sin bedste ven, ingenting kan trøste og lindre som en hundepels og bløde venlige slik fra en varm hundetunge.

 

Mennesker jeg har kendt som voksede op med sådanne hundekammerater, kan få tårer i øjnene og blive fjerne i blikket, når de mindes vennen som måske døde for en menneskealder siden. De glemmes aldrig. De gør noget ved et barn som bliver der altid, og lærer dem noget, som ingen andre levende væsener har kunnet lære dem: at hunde også er levende væsener med store rummelige hjerter og kloge hoveder. At kærlighed kan være netop så altomfattende og dejlig.

 

I min bekendtskabskreds har jeg en ung dame som fik en baby. Hunden, en omplaceret voksen hund, som for ganske nylig var kommet i huset, da babyen meldte sig, overtog fuldstændig rollen som barnets vogtende engel. Jeg glædede mig dybt i mit hjerte, da damen på forespørgsel om, hvordan barn og hund havde det, svarede: Jo tak, faderskabet er afgjort for længst, og barnet vådt og behåret. Lykken er en hund som får lov til at være vogter og opdrager, ven og omsorgsfuld chef. Ingen klarer en sådan rolle bedre end en hund. Den har altid tid, den er altid parat til en indsats, og den lærer barnet mere om nærhed og kontakt og kærlighed end nogen anden kunne gøre.

 

Men for at komme så vidt, må forældre, de voksne, værre de som viser barnet vejen til den naturlige omgang med hunden. Der er mange skær i søen, men de kan være vel værd at styre uden om. Hunden skal være hund med alle instinkter og adfærdsmønster. Barnet må oplæres til at forstå hundens sprog og signaler. Forældre må lære sig, hvad der betyder hvad, og prøve at tage tingene lidt mere naturligt. Hysteriske reaktioner, særlig overfor ting, som der ingen grund er til at tage på vej over, kan gøre ubodelig skade for både barn og hund, og for deres forhold.

 

Super legekammeraten

Børns opførsel overfor hunde viser tydeligt hvilken slags oplæring de har fået på dette område. Der, hvor forældrene ikke er villige til at sætte sig ind i sagerne, for at lære det videre til barnet, skulle der heller ikke have været hund i familien. Alt for mange unge raske hunde bliver aflivet i en ung alder fordi børn bliver trætte af dem, fordi forældrene bliver trætte af strid og ubehagelig oplevelser, som de ikke ved hvordan de skal tackle. Og altid når voksne ikke begriber hvad der sker, så får nogen skylden.

 

NOGEN er altid hunden. Hunden skal være rar, lydig, stille, venlig, lege når barnet vil, sove når barnet ikke gider lege, med andre ord: en super legekammerat uden følelser. Vore dages hunde er ikke ofte udsat for direkte grusomhed, men den indirekte grusomhed mod dem kan være lige så slem. Det skaber så megen ængstelse, angst og usikkerhed, fortvivlelse, fordi de ikke forstår. Ensomhed, for store krav, sprogforvirring fra menneskets side, dette er ting som skaber vore dages "nervøse hunde".

 

Børn har godt af, at vokse op med en hund, men tænk efter før du anskaffer hund til DINE børn. Er du villig til ansvaret, til at sætte dig ind i hundens adfærd, til at lære dine børn at være hensynsfulde? Måske er dine børn ikke de rigtige til en hund? 

 

Det er DIT ansvar, at det skal gå godt, ikke kun for børnene, men også for hunden, og resten af familien.