Børn og hunde - HUSK:

BØRN OG HUNDE

Af Turid Rugaas med tilladelse oversat af Annette Førby fra HUNDESPORT nr.3/90

 

Du har sikkert set disse kønne postkort med yndige småpiger i blondestads og lange gule krøller, og med en lille hvalp på skødet. Eller en lille dreng med et stort smil og en blød kattekilling i hænderne. Yndigt? Sødt? Hyggeligt?  Tja, jo men noget virkelighedsfjernt, hvis du spørger mig. Virkeligheden er nok ganske anderledes.

 

Barn og hundehvalp fremkalder mange følelser hos voksne, og vist er de dejlige, men fortrinsvis hver for sig. Børn og dyr er lige ofte en katastrofe sammen, og resultatet er som oftest, at hunden må undgælde. Realiteten er ganske klar:  Der er mange problemer med at have barn og hund sammen. Man må være klar over problematikken, og kunne holde øje med både barn og hund, og forstå signalerne. Hunde har et klart og enkelt sprogbrug, og en klart defineret adfærd, som enhver voksen kan lære sig.

 

Dette er helt nødvendigt for at kunne vejlede barnet, reagere rigtigt på det der sker, og have kontrol over situationen. Det har barnet nemlig ikke! Børn tager sjældent hensyn til dyr i det hele taget. Børns egoisme er enorm når det drejer sig om at tilfredsstille egne behov og ønsker, og de har ikke begreb om rækkevidden af det de gør. Det er det, de voksne må have for dem.

​

Hensynsfuldhed også mod hunden

Børn har godt af at vokse op med dyr, hvis det sker under opsyn af ansvarlige voksne mennesker, som er klar over, at også hunde har krav på hensynsfuldhed, ro og fred når de har behov for det. De voksne må lære børnene at se de signaler som hunden sender ud og dette enkle og klare signaler som ethvert barn let kan genkende: viser tænder, knurrer, trækker sig væk.

 

Børn kan godt lære sig hvordan de skal hilse på hunde, så de ikke skræmmer dem. Det er sjældent, at se forældre som hindrer børn i, at kramme en fremmed hund stopper de barnet, er det som regel fordi de er bange for, at barnet skal blive bidt, ikke af hensyn til hunden.

 

Børn kan meget godt lære disse ting, og de kan også lære lidt om, hvordan de kan lege med hunde, hvordan de kan få hunden til at komme hen til sig, være venlig o.s.v. Det er alt sammen enkle ting, som børn lærer hurtigt, fordi de ikke er bange at bruge bevægelser og kropssprog, som mange voksne er det. Det største problem for voksne er jo netop, at de har store problemer med at sætte sig ned på hundens niveau. Det har børn ingen hæmninger med. Med vejledning og opsyn bør børn kunne blive fine lege-kammerater for en hund, men alt under forudsætning af, at der tages hensyn til hunden.

 

Skab ro og orden

Børn kan godt lære dette tidligt. Børn er af natur "abekatte", og lærer hurtigt. Vi har haft børn i huset helt ned til 2 års alderen som hurtigt har lært hvad "vise tænder" betyder, og som lærte sig at rette sig efter dette. Særlig længe varer det ikke før de prøver igen, så på et tidligt alderstrin må der nok passes på kontinuerligt. Skulle du være sløv og ikke følge med, så situationen tilspidser sig, og det ender med at hunden bliver lidt mere tydelig i advarslerne, så bliv for alt i verden ikke grebet af panik! Ingen skrig og hyl og hiven barnet væk i vil fart, du skræmmer både barn og hunden mere end nogen af dem har godt af.

 

Snak roligt og bestemt både til barn og hund, således at du på en rolig måde får fortalt, at nu er det dig der bestemmer hvad der skal ske, og at du forlanger ro og orden. Dette anerkender hunden. Chefen er jo netop den der skaber ro og orden i flokken, er den agresions dæmpende part. Og barnet har helt sikkert ikke lidt nogen overlast. Der skal temmelig meget til før en hund gør sine egne noget, ellers er det en meget unormal hund, eller et meget plagsomt barn. Det sidste er mere sandsynligt end det første. 

 

Skab i hver fald ro omkring situationen, men vis at du kan skabe det blandt andet ved at irettesætte barnet, som meget sandsynligt er ophav til skænderiet. Hunden opsøger nemlig ikke den slags situationer. Skab ro, og lad hunden fortsat have et godt forhold til sin familie. Uretfærdig afstraffelse er i hvert fald ingen løsning, hverken for barn eller hund.

 

Når hunde opdrager børn

Hunde ser på børn, særligt små børn, som hvalpe, og i hundens øjne skal hvalpe opdrages. I en hundeflok er dette en fælles opgave, som alle deltager i, og helt instinktivt vil en hund tage det som en selvfølge at den også skal være til at opdrage menneske-flokkens hvalpe. At straffe en hund for dette er helt urimeligt og uretfærdigt, og kan komme til at skabe store konflikter hos hunden.

​

Hunden skal være med i opdragelsesprocessen af familiens hvalpe, men under den klare forudsætning, at det er en voksen, som har lederpositionen, og som VISER at han/hun har det, ved at snakke til barnet f.eks. Dette kræver, at de voksne i en familie er opmærksomme på, hvad deres afkom foretager sig, således at hunden ikke bliver nødt til at blive mere kontant end den egentlig burde.

 

De metoder, som hunde bruger overfor hvalpe er nok ufarlige, men kan se lidt voldsomme ud, og kan skræmme barnet, men i hvert fald voksne særlig tante og onkel, bedstemor o.s.v. som måske befinder sig i nærheden, og som kan skrige op og lave det meget værre end det er.

 

Metoderne er som regel: Lægge hvalpen "over ende" i underkastelsesstilling, og stå over den. Eller gabe over barnets hals/ansigt og knurre voldsomt. Ingen af delene betyder, at hunden har tænkt sig at bide, og som regel kommer der ikke en skramme af det, men det hænder, at hunden tager fat når folk rundt om hyler op og styrter til, så en tand kan hænge i et sted og forårsage lidt blod. 

​

Dette er helt unødvendigt, hvis de voksne kan bevare roen og fatningen, husk at hunde ikke vil gøre deres egne noget med vilje. Flokken er hundens familie, og den skader ikke familien, og slet ikke hvalpe i flokken. At gabe over nogens hals/ansigt for at markere, eventuelt knurre, er ikke farligt. Sådan gør mødrene med deres små hvalpe, og de bliver da slet ikke bidt af deres mor af den grund.

 

Skulle noget af dette ske mellem barn og hund hjemme hos dig, så vær temmelig sikker på, at det er barnet som har været plagsomt, og er gået for langt, ikke retter sig efter de signaler hunden sendte ud om, at nu er det nok. Barnet skal derfor irettesættes af flokkens voksne leder, og lige så vigtigt hunden skal ikke straffes for det den gjorde. Overtager du som leder, og ordner situationen, så er det nok. Hunden vil vide dette. Det er sådan det skal være.

 

Knurren over maden

Husk for resten på, at i enhver flok har ethvert individ, helt ned til sidste mand på rangstigen, ret til at forsvare sin mad. Lad aldrig børn i familien røre hundens mad eller madskål. Den bliver så usikker af det, at den kan blive direkte aggressiv ved madskålen. Og den har faktisk ret til det. Maden er hundens - barnet skal lade den være i fred.

 

Knurrer en hund over maden, så er den usikker, og klar til at forsvare noget livsvigtigt. Lad det ikke komme til det punkt. Lad hunden i fred, forlang at børnene lader hundens mad i fred, så bliver hunden tryg, og vil ikke tage sig af, hvis du en sjælden gang tager mad, madskål eller til og med maden ud af munden på den. Men det må kun ske når det er nødvendigt.

 

Knurren fortæller om usikkerhed

Knurren har ingenting med aggressivitet at gøre i den sammenhæng eller i det hele taget. Knurren er som regel tegn på usikkerhed. Afstraffelse, skrig, skæld ud og ubehagelige ting i det hele taget vil kun overbevise den om, at den havde ret: Der VAR noget at være bange for. Det fortsætter vi så med! Gør den i stedet tryg.
Trygge, harmoniske hunde knurrer ikke.Dette er et af de advarende signaler hunden giver, og som man skal være opmærksom på.

 

Advarslerne

For hunden (den normale hund) advarer altid. Den flyver ikke løs på et barn før flere forsøg på at signalere STOP. Dette må både voksne og børn lære at overholde, og kunne genkende. Advarslerne er jo netop til for det: AT ADVARE!

 

En hund som viser tænder eller knurrer gør ikke noget andet: den advarer fordi den har fået nok, den føler sig truet, den er usikker. OG DEN TROR VI ER KLAR OVER DET. Dette er hundens sprog, og den gør det som regel så godt den kan for at sige klart fra.Vi mennesker, som praler af hvor kloge vi er i forhold til dyr, vi kan dårligt nok klare noget så enkelt som en hunds advarsel. Nogen undtagelser findes der selvsagt i alle dyrearter. Hunde som tidligere er blevet udsat for behandling og håndtering som gør den usikker, vil kunne springe enkelte indledende advarsler over, men det er også resultatet af menneskers behandling.

 

Desuden ser man hurtigt på en hund, om den er usikker i sine signaler, og så må man bare passe ekstra godt på barnet. Det er alfa og omega, at ejeren forstår sin hund. Desuden er og bliver det vor ansvar som voksne at passe på vores børn og deres adfærd, samt at kunne se på en hund om den er normal eller ikke. Er den normal i sine reaktioner så ville jeg aldrig være bange for at overlade "finpudsningen" til den i forhold til barnet. Det er i hvert fald noget barnet lærer af, og hunden kan følge sin naturlige adfærd og sine instinktive handlinger når det drejer sig om børneopdragelse. 

 

• For når vi kommer på kollisionskurs med instinkter og adfærd, er det, at problemerne opstår.

 

Truende opførsel

Børn er forskellige, men enkelte ting går igen hos mange af dem. Det ser blandt andet ud som om, en del børn kan lide at krabbe rundt og lege hud, når der er en hund til stede. De kommer da ned på ansigtshøjde med hunden, og ved at krabbe lige mod hunden, og glimte med det de måtte have af tænder (vise tænder) samt stirre hunden lige ind i øjnene, bliver de en stærk trussel. Hunden bliver forvirret. Den ved godt, at det er en "hvalp", men "hvalpen" viser 3 tydelige tegn til udfordring! I sådanne tilfælde har jeg set hunde, som er blevet så ængstelige og usikre, at de løber væk og gemmer sig.En anden hund vil svare igen overfor denne obsternasige "hvalp", som prøver at hævde sig. Andre hunde prøver enblanding af disse yderpunkter. I alle tilfælde udgør barnet i denne situation en trussel, fordi hunden vil få skyld for det som måtte ske af ubehageligheder.

 

Her må de voksne gå ind og ændre situationen. Få barnet optaget af noget andet, dække for hunden, nogen gange kan lege som dækker barnets ansigt være nyttige: "borte tit legen" eller "bjørnen sover" men disse kan jo ikke leges ubegrænset. Situationen må som regel ændres, for at beskytte hunden, og undgå oplevelser som ingen har godt af allermindst de voksne. Større børn kan godt kommanderes til at holde op, hvis de ikke hører efter fornuftig tiltale. Et barn på 6-7 år og ældre bør kunne tales til fornuft. Hunde er nemlig levende væsener, som har krav på en vis respekt og forståelse, og det må også børn lære.