Robin…

 Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde eller hvor jeg skal slutte… Det er så uvirkeligt, at du ikke er her mere. Jeg kan virkelig mærke at du mangler mere end nogen anden. Der er så tomt på gården uden dig. Huset er generelt mere koldt uden dig.
Du formåede virkelig at gøre den her verden lidt mindre kold. Det er uvirkeligt og vende hjem til et hjem, hvor du pludselig ikke er mere. Måske skal jeg bare tro på at du i virkeligheden bare har skiftet hjem. Fra Nyløkke og ind i mit hjerte. 

 

Du formåede at ændre hele min verdensopfattelse af alting. Du var der altid: når jeg var barn, når jeg var teenager og når jeg var voksen. I de 13 år har du aldrig set anderledes på mig. Du har aldrig ændret hvordan du var og på hvordan du syntes tingene skulle være. Du har med årene, efterhånden, lagt de byggesten, der kendetegner hvad jeg allermest står for som menneske. 

 

Jeg husker nogle af de solnedgange, som du og jeg havde sammen i dine ældre dage. Hvordan vi sammen gik ned ad vejen sammen. Dig, tøffende og lykkelig som altid. Jeg husker stadig hvordan din hale svang fra side til side som du gik der. Du gjorde aldrig nogen fortræd. Du gik bare der på vejen, mens du sikkert summede lidt for dig selv. Jeg husker stadig lige så tydeligt lyden af bølgerne mod stranden, lyden af dig der langsom brød naturens harmoni, når du fredfyldt traskede ud i fjorden. Det er mig stadig et spørgsmål, hvordan du formåede at få alting til at gå op i en højere enhed blot ved at være tilstede. Solens sene lyskontraster over en fjord, der nærmest ikke rørte sig – med undtagelse af hvor du havde besluttet dig for at bade. Når solen ramte dig der i vandet, blev du nærmest oplyst af et gyldent skær. Det var nærmest guddommeligt.