Mindeord - skrevet af min datter Cecilie

In memorandum of my beloved Smila… 

Et hvert menneske, der har delt år af sit liv i selskab med en hund, er ét menneske, der ved hvad det vil sige at bære en andens hjerte indeni i sig. Man kigger på sin tommenfinger og indser at dens øre engang var akkurat den størrelse - hverken større eller mindre. Man husker pludselig hvordan det var at løfte sådan et væsen for første gang. Man genlever følelsen af at mærke dens hjerteslag under pelsen den første gang. Uvidende om at akkurat det hjerte en dag vil blive dit og dit vil blive dens. Men efterhånden som den vokser indser man, at man det væsen altid vil være en del af en - den vigtigste del af alle, den vil være dit hjerte. Man knytter bånd til et væsen, der taler et sprog man kun kan forsøge at lære - men aldrig vil forstå som andet end “grrrhhh og wruf”. Den bliver en større og større del af dig og din hverdag, alt vidende om at båndene en dag skal bindes op, men det er vel grunden til at vi beholder snorerne, når alt kommer til alt.

 

Det var en forårsdag for næsten elleve år siden.
Alligevel husker jeg det, som var det i går. Jeg sad i timevis sammen med Robin og ventede ved trælågen. Det var så vindstille som det overhovedet kunne være den dag. Solen stod højt på en skyfri himmel.
Træerne blomstrede. Buskene ligeså. Vi ventede og ventede, Robin og jeg. Minutterne føltes som en evighed. Endelig. Jeg så vores Land Rover komme op ad grusvejen. Døren smækkede, og der stod min mor med det dejligste, mest bedårende væsen i armene.


Smila. Min dejlige Smila. Mor bar hende ind ad lågen, over gårdspladsen, hvor hun efterfølgende satte hende ned på plænen, ned til Robin. Ned til Robin, der et øjeblik efter lå med stængerne i vejret, legende med Smila, som havde de kendt hinanden altid. 

 

Dét var kærlighed fra første potedask. Lille Smila satte sine poter på gårdspladen for første gang. Hun tumlede over alle stenene, tumlende som kun golden retriever hvalpe kan tumle over en gårdsplads. Hun havde sat kursen mod en af buskene, der stod dækket af gule blomster. En for en begyndte hun at rive blomsterne af busken indtil hun fik øje på et styks pind med bark. Hun kastede sig over pinden, som ville den flygte. Hun gnavede barken af den pind. Fuldstændig.

 

Mor løftede hende op for at bære hende ind i huset, til det sted, hvor hun de næste elleve år skulle spise sin mad. Jeg kan stadig huske de små, brune kugler af hvalpemad, der var blevet opblødt i lunkelt vand til hende. Jeg kan stadig huske den lille, sorte skål som hun spiste dem af, selvom vi alle sammen stod og stirrede på hende spise for første gang.

 

 

Men før man selv aner det, er hunden allerede et unikt væsen, der har tillagt sig mange unoder - men senere hen også unikke karaktertræk, man nødigt vil undvære. “Tallygold The Big Smile” var hendes “navn” - og hun levede fuldt og fast op til navnet. Hun tog bogstavligtalt “The Big Smile” på, når hun skulle til at lave unoder. Hun fik Mikkel ræv til at ligne en amatør. Hun har nakket flere høns end hvad der kan tælles på 10 hænder. Hønskegården er utallige gange blevet forstærket med net, strøm, kroge ved dørene og lign. Men når Smila ville ind, så kom hun ind. På den ene eller den anden måde. 

 

Nok har hun spist alle de nybagte småkager, utallige underbukser, handsker og sko - men det er realiteten ved at have hund. Men hvad Smila var og ér alene om, er at hun har tilegnet sig navnet “Pote Pila”, fordi at poten altid kom op, når hun ville have opmærksomhed. Det var uanset om man sov, havde middagsselvskab, åbnede julegaver eller noget fjerde. Hun blev ved i uendelighed. Hun var golden retriever, der blev en legende i mit liv. En golden retriever der lærte mig om kærlighed, loyalitet og livet ved at vokse op sammen med en hund. En hund der lærte mig, at rigtige hunde spiser hakkebøf, hjort, kartofler, sushi, småkager, sover i Kjærholmstole og lædersofa. Smila var den eneste hund, der kunne regne og snakke flydende spansk - hun har bare aldrig vist det til nogen. En hund jeg vandt “Barn & Hund” sammen med. En hund, der i 2006 gav mig min hund, Gossip. Smila. Min Smila. Hunden der altid vil være en del af mig.

 

Folk siger, jeg har mistet en hund, men det har jeg ikke.
Vi har for længst byttet hjerter. Det var mit hjerte, der stoppede med at banke, ikke hendes. Det er jeg sikker på, for hvergang jeg lægger hånden mod mit bryst, har jeg hende hos mig. Jeg har hende med mig hvergang jeg kan mærke hendes hjerte slå under mine ribben...

 

Evigt tålmodige, tolerante, kærlige, søde, kønne og elskede Smila. Ære ved dit minde.


Aldrig farvel - vi ses en dag i Himlen.
Jeg tager “ører” med. Det lover jeg, Smila ♥

 

 

TIL ALLE SMILA FANS: Se superskønne billeder af DITTE (smila-look-alike) som er en tæve efter SMILA og SPENCER (2004). Fotograferet af hendes ejer, Ingrid